Følgende indlæg er motiveret af en privat tragedie og det er efter opfordring af de implicerede, at det bringes i dette forum.

Forestil dig følgende scenarie: To søskende, en pige på 8 år og en dreng på 7 år bliver en aften i 1985 passet af en ven af familien, en 17-årig dreng. De bor i et mindre landsbysamfund, hvor tilliden er høj og man hjælper hinanden. Denne aften udsætter den unge mand de to børn for seksuel krænkende adfærd og får adskilt de to, så drengen står magtesløs alene udenfor den låste dør og desperat forsøger at komme ind til sin søster på det låste badeværelse, hvor den unge mand udsætter hende for yderligere krænkelser. Børnene taler ikke om det efterfølgende, hverken med hinanden eller andre. Det føles forkert, er skamfuldt. Børnenes forældre kender ikke til hændelsen og er uvidende om, at deres børn re-traumatiseres flere gange om ugen, når den unge mand fortsat er på besøg i deres hjem. Han er jo ven af familien.

Årene går og børnene bliver unge og senere voksne. De forsøger begge at skabe et indholdsrigt liv, prøver at glemme den rædselsfulde aften. Nogle dage er bedre end andre, nogle år bedre end andre. Særlig svært bliver det, da pigen hører rygter om, at den unge mand, der nu er fodboldtræner for en flok for 13-14-årige børn, har haft sex med halvdelen af holdet. Seksuelle overgreb er ikke noget, man taler om, så hun holder sine oplevelser for sig selv og får opbygget en solid facade.

Forestil dig nu de to søskende i dag. De er begge omkring de 40 år, har familieliv og kreditforeningslån, børn i idrætsforeninger, lørdagsmiddage og lys i vinduerne. Udefra ser det pænt ud. Rigtig pænt. Men inden i føles det alligevel ikke rigtig godt. De har gået med denne hemmelighed i over 30 år. Har i deres ungdom forsøgt at fortælle, men er ikke blevet hørt.

En dag bliver pigen, der nu er kvinde, presset så meget, at facaden krakelerer og hun får voldsomme PTSD-symptomer med angstanfald, flashbacks om overgrebet, mareridt og sammenbrud. I krisen mødes de to søskende. De kan begge mærke, at det er på tide at handle. At stille krænkeren til ansvar, flytte skammen fra sig selv og over på krænkeren. Men måske i særlig grad at handle på den skyldfølelse, der har fulgt dem i 30 år: hvad nu hvis vi ikke er de eneste? Kunne jeg have stoppet fremtidige overgreb? Har han krænket andre børn? Kunne jeg have gjort noget?

De undersøger mulighederne og bliver meget lettede, da de på politiets hjemmeside læser, at ”Hvis du var under 18 år, da overgrebet skete, forældes sagen som udgangspunkt aldrig. Der vil således altid kunne rejses en straffesag mod gerningsmanden”:

De samler alt mod og anmelder manden for seksuelle overgreb.

Forestil dig lettelsen. Forestil dig hvor betydningsfuldt det må være, at kunne melde sin krænker for seksuelle overgreb og trygt overlade det til politiet at efterforske og tage ansvar. At kunne slippe skylden, skammen og magtesløsheden.

Forestil dig så få dage efter at bliver ringet op af politiet, der fortælle, at sagen er forældet. Lov nr 140 af 28/02/2018 §5, stk. 2. Sagen var forældet inden den nye lovændring trådte i kraft i år. At der intet kan gøres for at stoppe sådan en mand. At man ikke engang kan underrette kommunen, da alt man har er rygter, bekymringer og en forældet sag.

Hvad gør man så?

På den ene side bør børns tarv stå over alt andet. What ever it takes for at beskytte børn mod seksuelle overgreb. Man kan få lyst til offentligt at udstille manden med navn og billede, udsætte ham for den ubønhørlige folkedomstol. Håbe at mulige ofre træder frem med ikke-forældede sager.

Men samtidig lever vi i et demokrati, hvor vi er underlagt en lovgivning, der sikrer vores alles retssikkerhed. Og måske udsatte han kun netop disse to børn for seksuelle overgreb. Uskyldig indtil modsatte er bevist. Og de to søskende har ikke mulighed for at bevise hans skyld. Deres oplevelser er juridisk set forældede, selv om de dagligt lever med konsekvenserne.