I dag delte en af mine Facebook-kontakter nogle citater fra bogen ”Godnat og sov godt”. Jeg stødte selv på bogen kort efter at jeg selv var blevet mor og var fra mit ældste barns fødsel blevet opfordret til at følge samme metode, for at søvntræne min datter. Jeg var en ung mor, autoritetstro og meget usikker, men samtidig var jeg psykologistuderende og havde adgang til en masse viden omkring børns udvikling, behov og signaler. Jeg forsøgte at tale med min sundhedsplejerske, men følte mig hurtigt afvist. Hun havde jo mange års erfaring som sundhedsplejerske, havde set tusindvis af børn og var vist også selv mor til et par stykker. Så jeg tav og fulgte min intuition, trøstede mit barn, når det græd og forsøgte at aflæse hendes behov , men jeg forsvarede det ikke og jeg følte mig lidt forkert, for jeg gjorde jo ikke det, ”eksperten” havde sagt.

Da jeg i dag så de førnævnte citaterne, skrev jeg en kommentar. Både fordi at jeg med ét huskede min egen afmagt, da jeg stod med et grædende spædbarn og ikke anede mine levende råd, men i særdeleshed fordi at jeg nu er 14 år ældre, uddannet psykolog og specialiseret i børn, unge og familier. Og jeg havde helt glemt, at denne bog og tænkning stadig eksisterede, fordi at den er så langt fra min egen. Efterfølgende blev jeg opfordret til at uddybe med psykologfaglige mening, hvorfor jeg skriver dette indlæg.

Til jer, der ikke kender den lige nu omdiskuterede bog, handler den om, hvordan man kan træne sit barn til at falde i søvn uden behov for særlig voksenkontakt. Børns gråd bliver betragtet som manipulation og forældre vejledes til at følge et skema for, hvor lang tid der skal gå imellem, at de går ind til deres barn. Tidsintervallet øges fra 1 til 17 minutter.

Fra mit perspektiv er det helt enkelt:

Små børn græder ikke for at manipulere. Deres hjerner er slet ikke veludviklede nok til at kunne være beregnende. De udtrykker et behov igennem gråd, der i den tidlige alder er et af deres eneste kommunikationsmidler. Barnet græder for at blive set, hørt, mødt, forstået.

Når et barn græder er det udtryk for et behov; behov for nærvær og tryghed, sult, overstimulering, våd ble eller lignende. Barnet græder for at påkalde sine forældres opmærksomhed og langt de fleste forældre, særligt mødre, vil endda i dyb søvn reagere på deres barns gråd og mange beskriver, at det hiver i deres krop for at trøste deres barn. Det virker simpelthen naturstridigt at ignorere. Og ja, børn bliver søvntrænet ved denne metode, og med det mener jeg, at de lærer at falde i søvn uden en voksen og at sove natten igennem. Men årsagen til, at de holder op med at græde er ikke, at de pludselig synes det er vildt fedt at blive efterladt alene uden sin mor. At de pludselig indser, at de har behov for at sove og at det er det mest snedige for dem. Nej. Grunden til, at børn holder op med at græde er, at de har erfaret, at det alligevel ikke nytter noget. De stopper med at forvente at blive trøstet.

Er det let at have små børn? Nej. Det kroniske søvnunderskud gør ikke nogen til et bedre og mere overskudsagtigt menneske. De fleste kender afmagten ved følelsen af, ikke at slå til. Jeg har selv et mærke i hårgrænsen fra den nat, hvor jeg i frostvejr stod og vuggede min søn i barnevognen og faldt i søvn op af den kolde husmur. Men vi gør alle det bedste vi kan, under de omstændigheder vi er i og den viden, vi får tilbudt.

Hvis du sidder derude i dine graviditetsbukser med en mave der ligner en punkteret souffle, ikke har været i bad i flere dage, med hår der kan stå af sig selv og den eneste seriøse samtale du har haft i dagens løb har været med dig selv under din trofaste Netflix-serie med et barn ved brystet, så husk, at du er ikke alene. Du gør det så godt du kan. Men lad være med at lytte til forældede råd om børneopdragelse. Et lille barn har ikke behov for at blive irettesat, det har behov for tryghed, nærvær og omsorg – og det er dets forældre de bedste i verden til at give.