Jeg kan høre skrigene, allerede inden jeg står ud af bilen. Skrig blandet med jamren og gråd. Jeg er blevet tilkaldt som krisepsykolog og mit lift læsser mig af på parkeringspladsen. Der er ca. 200 meter hen til det havneområde, hvor flygtningene sidder. Scenen er kaotisk. Betjente står og afspærrer området, så flygtningene ikke forlader området og for at holde medier og nysgerrige turister væk. Fire læger, en voluntør og lederen af frivilligindsatsen er på stedet. De andre voluntører står udenfor afspærringen sammen med politi og presse. De fleste flygtninge holder sig i ro, sidder og stirrer ned i jorden eller mod havet.

Den skrigende kvinde sidder på en jakke på betonmolen. Der sidder to læger og holder hende. Hun skiftevis besvimer og kæmper for at komme op, ud i vandet for at lede efter sine børn. I morges havde hun fire, nu har hun et. Hun ved endnu ikke, at dykkerne har fundet ligene. Hendes mand sidder som forstenet et stykke derfra. Alene. Hendes overlevende barn på ca. 5 år sidder alene og græder på den bare jord.

På molen går en mager mand rundt alene. Han tænder den ene cigaret med en anden. Han har netop fået at vide, at kystvagten har fundet ligene af hans kone og søster. Et stykke derfra sidder en man med tre børn. Smerten strømmer ud af ham. Hans mindste barn på omkring et år spiser banan og pludrer. Han forstår ikke, at han aldrig ser sin mor igen. Det gør de ældre børn.

Stemningen er intens. Flere græder, hulker og ryster på hovedet. Kvinden jamrer. Læger har tårer løbende ned af kinderne. En følelse af sorg og smerte gennemsyrer stedet. Kystvagten siddet på sit kontor og græder. Det er svært ikke at føle skyld, når man i i sit jernskib er sejlet sammen med en lille træbåd med syriske flygtninge og resultatet er, at så mange mennesker drukner. Også selv om intentionen var at hjælpe.

Jeg forsøger at danne mig et overblik over situationen og få læger og voluntører placeret hensigtsmæssigt. Vi er få og alle er traumatiserede. Jeg briefer alle i, hvordan de skal håndtere situationen, hvad de skal gøre, hvad de skal sige. Heldigvis kan to af lægerne arabisk. Vi bliver pressede på tid, fordi kystvagten er på vej ind med en hel bådfuld flygtninge, som de fik reddet før båden sank. Vi kan ikke flytte kvinden, hun vil blive ved havet. Lægerne skaffer noget beroligende, som de putter ind i hendes mund sammen med sukker. Vi mader hende, som et lille barn, mens hun skiftevis besvimer og kæmper for at komme op. Efter et stykke tid falder hun til ro, og begynder at rokke frem og tilbage. Hun får noget mere beroligende og vi begynder at køre de andre familier op til bussen. Vi har travlt. Kvinden er stadig gennemblødt og hun har mistet sine sko i havet. Vi venter på, at hun besvimer igen eller falder i søvn, så vi kan klippe det våde tøj af hende og iføre hende noget nyt. To læger skærmer hende med nødhjælpstæpper. Hun har stadig graviditetsbukser på.

De typiske handlemuligheder som krisepsykolog er ikke en mulighed her. Kvinden har intet netværk udover sin mand og datter. Der er ikke mulighed for noget videre traumebehandling, da hun ikke er registreret.  (Fortsætter under billedet)

Hun har ingen rettigheder, familien har ingen mulighed for hjælp. Vi kan ikke få ro på situationen, da omstændighederne tvinger dem væk fra havnen. Vi har ikke andre muligheder end at sætte dem på bussen sammen med de 41 andre overlevende, på vej mod den syriske Camp i Mytilini.

Kort tid efter kommer den næste sending flygtninge ind med kystvagten. Det er et roligt hold, de blev reddet inden båden sank. Men stemningen sidder i voluntørerne og kystvagten. Den fortsætter hele aftenen. Jeg har defusing med en gruppe voluntører, læger og managere. Jeg giver råd og vejledning. Uddeler information, så vi kan lave opfølgning på Skype.

Dagen startede intens, med kun en dansk frivillig og jeg på stranden til at hjælpe både ind. Vi måtte få grækere og fotografer til at hjælpe. Dernæst episoden på havnen.

Syv døde, heraf tre børn og en baby. De leder stadig efter de sidste otte, der forsvandt i forliset. Der bliver ved med at komme både ind. Så mange skæbner. Jeg tænker på, hvilket liv, der venter dem. Om de bliver budt velkommen nogen steder. Hvornår deres lidelser er slut. Jeg bærer dem med mig.