Moderen kigger op på mig med bedende øjne. De er fulde af tårer. Jeg kan mærke moderens smerte og holder hende knugende ind til mig. Vi er sammen. Hun holder sit grædende barn, mens ortopædkirurgen mærker på dets arm. Pigen har i to dage gået, sejlet, ligget skjult med en brækket arm. Hun faldt i Tyrkiet og de turde ikke opsøge en læge. Hun er i store smerter og der har ikke været adgang til smertestillende medicin. Lægerne skælder hende ud på græsk og engelsk. Moderen er fra Syrien, taler arabisk og kun en lille smule engelsk. Der kommer flere læger til, de hiver i barnet, moderen trykker sig ind til mig. Mit hjerte bløder med hendes.

Vi er på hospitalet i Mytilini. En båd er kommet ind med flygtninge fra Syrien. Pigens arm hænger slapt ned langs siden. Vi har en englænder med syrisk baggrund på stranden og moderen fortæller ham om pigen. En læge kommer til. Pigen har en stor blodansamling. Heldigvis er der god puls i hånden, men hun skal på hospitalet. Det ligger i Mytilini, 70 km syd gennem bjergene. Vi kører afsted og der er langt. Pigen græder, vejene er ujævne og armen gør ondt ved hvert bump.

Mytilini er en stor by og vi må spørge om vej mange gange, inden vi finder hospitalet. Der er ingen umiddelbar parkering, så jeg må betale sigøjnere for at passe på bilen. På hospitalet sukker de højlydt, da de finder ud af, at familien lige er ankommet. Det betyder, at de ikke er registrerede og giver ekstra papirarbejde. Planen er, at jeg afleverer dem på hospitalet, giver dem penge til en taxa og kører tilbage til nordkysten. Bådene vælter ind og der er behov for mig og min bil. Men taxichaufførerne vil ikke køre familien, det bliver betragtet som menneskesmugling og moderen kigger på mig med smerte i sine øjne. Jeg bliver. Faderen og de tre andre børn sidder i venteværelser med alt, hvad de ejer. Det kan være i tre rygsække. Pigen bliver undersøgt af flere læger, bliver røntgenfotograferet og får lagt armen i gips. Det tager timer. Men jeg kan ikke forlade dem. De har brug for, at jeg er der. Pigen græder. Moderens blik borer sig ind i mit.

Endelig er vi færdige. Jeg går om for at hente bilen og må skubbe sigøjnerne væk, de vil have flere penge. Jeg kommer ind i bilen med min taske i behold, får låst dørene og kører hen til skadestuens indgang, hvor familien venter. Endnu engang ind i bilen og afsted mod den syriske Camp i Mytilini. Jeg har ikke været der før og kører forkert. Undskylder til familien, mor tager min hånd. Vi holder i hånd på gearstangen. Det er rørende. Da vi når frem giver jeg moderen mit kort og 50 euro. Hun kysser og krammer mig. Børnene kysser mig. Faderen giver hånd. Han er den eneste, udover den grædende pige, der ikke har sovet i bilen. Hans øjne er fulde af afmagt. Det er meget rørende at sige farvel til dem. Vi har været sammen i fem timer og jeg mærker et stærkt bånd til moderen. Det er meget sværere at holde det på afstand, når vi har været så intens sammen.

Det er blevet mørkt, da jeg kører nord på. Jeg farer vild i bjergene og der er langt hjem. Jeg har aftenvagt på havnen og kører direkte, håber på at få ro til at spise lidt og sidde i mine egne tanker. Men kystvagten er kommet i land en time tidligere. Med en mor og hendes to børn på et og tre år. Druknede.

Flere voluntører så ligene og har behov for at snakke. Jeg sidder på en bænk på havnen og har en samtale, da der kommer melding om, at kystvagten er på vej med et læs flygtninge. Jeg sender voluntørerne hjem og vi andre gør klar til modtagelsen af de nye. De ankommer våde og kolde. Et par børn er svære at få kontakt med, en enkelt baby er bevidstløs. Jeg bliver bekymret og henter lægen. Det går stærkt. Hun fylder barnets mund med sukker, får varmet mælk og stimulerer ham. Stemningen er trykket. De taler om hospital, men det lykkes lægen at få vækket barnet. Han har ikke spist og drukket i flere døgn.

Vi fik mange både i går. Så mange, at pladsen i de to transit-lejre var fyldt op og dem fra den nye båd på havnen må sove i et aflukke i pop-op telte. Fire i hvert telt, to liggeunderlag og et enkelt tæppe. Vi har ikke mere, vi kan give dem. Er løbet tør for mad og vand, så de må dele det vi har.

Det er svært at fortælle en far med tre børn, der ikke har spist og drukket i tre dage, at familien må dele en liter vand og en enkelt sandwich.

Den lille pige skal have gipsen af om tre uger. Jeg tænker på, hvor de mon befinder sig tild den tid. Hvilken fremtid, der venter dem og hvor henne? Jeg tænker på dem.