Der bliver taget mange billeder. Freelancefotografer, aviser, voluntører og flygtninge knipser løs. Med hver deres bevæggrunde, der kan være svære at gennemskue, særligt for nyankomne flygtninge, der stærkt traumatiserede ankommer til fastlandet, gennemblødte og angste, hagende fast til en dårlig gummibåd. Nogle har været på flugt længe, er blevet tortureret og sultet. De ankommer i meget dårlig tilstand. Nogle besvimer, når de lander, andre falder sammen i vores arme. Andre jubler og springer i havet inden båden er helt inde ved kysten. Kvinder kysser os og vi får mange knus. Nogle fotografer tager billeder helt op i ansigtet af flygtningene uden at spørge om lov. Andre udviser respekt. Jeg tager billeder på afstand, men når de ser mig tage billeder beder de mig om at fotografere dem. At vise verden, at de nu er i sikkerhed. De har ingen ide om, hvad der fortsat venter dem.

Jeg arbejder i dag sammen med et fantastisk team. Min ven Ghias, en spansk livredder og jeg har organiseret os omkring børnene. Det er vigtigt, at vi får børnene ud først, så vi undgår at de bliver mast eller trådt på, når de ca 65 flygtninge alle på en gang vil have fast grund under fødderne. Ghias går længst ud, jeg kommer efter og dernæst livredderen. Når båden nærmer sig maner vi til ro på arabisk og med fagter. Det er farligt, når de begynder at springe ud, det giver risiko for, at båden kæntrer. Ghias og jeg beder om børnene. Stranden er fuld af sten og de er glatte. Mødrene giver os børnene, vi rækker dem til hinanden i kæde, til de er sikkert inde på kysten, hvor de andre voluntører står klar med tæpper, vand og omsorg. En hollandsk gruppe af jordemødre har et lager af børnetøj, sko og bleer bag i deres bil, så børnene hurtigt kan blive tørre. Der kommer næsten altid vand ind i båden, den ligger lavt med så stort overlæs, så selv små bølger fylder båden op.

Vi får en pige i armene, 20 dage gammel. Ghias tager imod hende. Hun bevæger sig ikke og ser ikke ud til at trække vejret, men hun er tør. Vi når at blive bange for, at hun er blevet mast på båden. Ghias rusker i hende, uden at få respons. Han niver hende hårdt i foden og hun grynter. Alle er lettede, man kan se moderens skuldre falde ned.

Når man hører, at flygtninge i en båd har smidt et barn overbord fordi at det græder af angst, kan det være svært at forstå. De er fra samme nation med samme livsvilkår. Men det er vigtigt at huske, at de er bange. Rædselsslagne. Og de er bange for, at børnene tiltrækker opmærksomhed med deres gråd. At de bliver taget af kystvagten og sendt tilbage til Tyrkiet, eller endnu værre, at deres båd bliver skåret op og synker. Forleden dag gik en mand rundt langs kysten. Han var far og ledte efter sine to børn, der forsvandt under sejladsen. Det var hjerteskærende. I går aftes fødte en ung kvinde på stranden. Uden læge eller jordemoder. På et folietæppe. Det er deres livsvilkår.

Jeg bar to syriske børn i land. Når vi hjælper børnene bliver forældrene utrolig taknemmelig. De kysser og krammer. Børnene klynger sig til os. Vi får dem ud af den trange båd og i land. Jeg talte efterfølgende med faderen. Han er uddannet læge og det fandt menneskesmuglere ud af, så han skulle betale dobbelt. 2000 euro pr. hoved for at blive fragtet i en usikker gummibåd. (Fortsætter under billedet)

At blive smuglet i en fiskerbåd koster 3000 euro. Det er mange penge for en familie på fire. Lægen talte flydende engelsk, og hans første spørgsmål var omkring integration og arbejdsløshed for læger i Europa. Han fortalte om. Flugten. “Syrien er den sikre død for mig og min familie, med båden havde vi i det mindste en chance for at overleve”. Han bad om en selfie med mig inden han med sin familie fortsatte rejsen.

Kyststrækningen har både fine strande og klipper. Vi står på strandene i grupper, så vi kan få bådene ind de sikre steder. Vi er mange grupper, voluntører og grækere side om side. Man skal ikke være naiv og tro, at alle gør det for at hjælpe. Nogle udnytter situationen og springer ud i vandet, gør flygtningene endnu mere oprørte og sørger for at få mest mulig mediedækning. Der er penge i at hjælpe lidende mennesker. Man kan vælge, hvor man vil ligge fokus. Vi arbejdede i dag i et fantastisk team. Stemningen var god, alle var rolige og samarbejdede. Alle kom sikre i land og er vel på vej videre. Det har været en dejlig dag.