Jeg har havnevagt, men der er ikke melding om nogle kæntrede både, så vi sidder og laver busbilletter. Har en skæremaskine og stakke af pap. Der er plads til 50 mennesker i hver bus, så vi laver stakke til voluntørerne, der styrer buskørslen fra stranden til transit-campen. Det er yderst vigtigt, for uden billetter vil flygtningene mase sig ind i busserne og familier kan blive opsplittede. Og det kan være svært at finde hinanden i den store camp i Mytilene, hvor der kan være op til 35.000 flygtninge.

Jeg forventer en stille dag, hvor jeg kan have samtaler med flere af voluntørerne. Det er nu rygtes, at jeg er psykolog, og selv en læge fra USA har spurgt, om hun må bruge mig til at få bearbejdet nogle oplevelser. Jeg har en aftale med teamlederne om, at jeg træder til, hvor der er behov. Men så kommer der en melding om, at seks både er på vej ind i Eftalou, som er den kyst, hvor bådene kommer ind fra Tyrkiet, og der mangler frivillige på stranden. Vi drøner afsted, med en aftale om, at havnevagten ringer til mig, hvis der er behov for havnehjælp.

“Thank you, thank you, I love you, I love you”. Vi hiver både ind som perler på en snor. Taknemmeligheden er overstrømmende. De fleste ankommer tørre, men bliver selvfølgelig våde fra livet og ned, da de skal ud af gummibåden. Men det er varmt og de er lykkelige. Både med afghanere, irakere og flest fra Syrien. En båd med syrere får ikke styret hen til den kyststrækning, hvor vi står, men ender ved nogle klipper. En masse mænd springer af, hvorfor båden kæntrer og kvinder og børn falder i vandet. Det er hektisk. Vi skynder os hurtigt, en gruppe voluntører løber derhen og de syriske mænd får hurtigt alle op på klipperne. Voluntørerne laver kæde, holder hinanden i hænderne ned at klipperne, så vi kan hive alle op på vejen. Vi er flere kilometer fra en camp, så der er ingen læger eller mad- og drikke stationer. Heldigvis har nogle hollændere lavet et børnetøjslager i deres bil. Vi får børnene fra deres forældre, lagt dem på folietæpper på vejen og går i gang med at afklæde dem. De er bange, har måske slugt noget vand og de græder hjerteskærende. De vil aller helst være hos deres forældre. Men forældrene forstår, at det er livsnødvendigt, at deres børn får det våde tøj af og de står fint ved siden af og venter. Der er flere babyer på denne både og en del børn. Det skal gå hurtigt og der er flere både på vej.

Min danske rejsemakker og jeg får en seks måneder gammel baby. Han græder og er sulten. Mor har også været under vandet og ryster af kulde. Samarbejdet voluntørerne imellem er fantastisk. Nogle frivillige finder kiks og appelsiner i deres bil, vi har et par kasser vandflasker i vores. Vi må hver dag prioritere pladsen i vores bil, da der skal være mulighed for at vi kan køre flygtninge akut til lejre og læger. Vi må prioritere benhård, for vi har ikke nok til alle. Ammende mødre, børn og ældre har første prioritet. Mens vi afklæder den grædende baby finder andre voluntører kiks og vand til moderen. Familien har ventet 36 timer uden mad og drikke i et bådehus på at kunne blive sejlet afsted.

Moderen får et folietæppe om sig og sættes i gang med at spise. En anden finder tørt babytøj i den hollandske bil. Barnet er sulten og suger sig fast i fingeren.

Vi får drengen skiftet og op til den drivvåde mor, svøbt i et tæppe. Vi får mor ind i vores bil og sætter hende til at amme. Hun falder til ro og sIdder lige så stille og spiser. Vi går videre til næste familie.

På fire timer får vi 11 både ind på vores lille del af stranden. I alt kom der 29 både på hele kyststrækningen i dette tidsrum. Personbiler med frivillige kører i pendulfart. En chauffør kører til campen med en familie (der kan sagtens være 10 personer i vores Nissan Pixa) og vender tilbage med bilen fuld af vand, nødtæpper og kiks. De andre voluntører arbejder videre på stranden. Busser kører i rutefart.

Den store bølge af flygtninge startede klokken 11 og klokken 18.30 kører den sidste bus med flygtninge afsted mod transitrejsende. Resten af aftenen er rolig, der er kun enkelte både og det forløber roligt. Samarbejdet mellem de frivillige er imponerende. Stemningen er god og alle overlever. Det har været en fantastisk dag.

Alle voluntører har haft travlt i dag og der har ikke været mulighed for at sætte sig og samtale. Men min erfaring som krisepsykolog er en klar fordel i marken, hvor der skal dannes overblik og prioriteres. Nogle bliver overvældet af opgavens omfang, særligt en dag som denne, og de har behov for, at en anden tager styringen. Men der er intet hierarki. Vi arbejder side om side for at redde liv. Det er fantastisk.