Det er let at blive opslugt af elendigheden. Af alle dem, der drukner. Af vores viden om, hvilken rejse der venter bådflygtningene i deres videre færd op igennem Europa. Når er en båd klarer hele turen til Lesbos er der umiddelbar lykke. Man kan høre passagererne huje og råbe af glæde. Selv om de oftest er våde, dehydrerede og sultne, er de taknemmelige. Det er et fantastisk øjeblik, vi får lov til at være en del af.

Det kan være svært ikke at lade sin empati for deres lidelser overskygge den sejr, de alligevel har opnået ved at nå til Europa. Flere frivillige er meget påvirkede, og de føler ikke, at de kan holde fri fra nødhjælpsarbejdet. Derfor er der mange, der overlever på 3-4 timers søvn i døgnet, de er udmattede, følelsesladede og får fokus på alt elendigheden. Det er meget forståeligt. Men de gør alle en forskel – og man behøver ikke at stå og trække bådene på land og være den, der tjekker, om der ligger druknede spædbørn i bunden af båden. Alle poster er vigtige. Mange flygtninge har ikke spist i flere dage og de mennesker, der bruger hele dagen på at smøre sandwich er lige så vigtig, som dem i front. Vi løfter opgaven i fællesskab og ingen kan undværes. Og der er mange utrolig smukke øjeblikke, hvor der er glæde og lettelse over, at liv bliver reddet. Kontakten med en mand, der er reddet op af vandet og er taknemmelig over at være i live. Lettelsen i en mors øjne, når alle hendes børn har klaret turen til Europa. Øjeblikket, hvor man rækker en far, der ikke har spist i tre dag, en sandwich. Der er så meget smukt midt i elendigheden.

Teamlederne har nu fundet ud af, hvordan de kan anvende mine kompetencer bedst muligt. Jeg skal være på havnevagt og ved stranden, når bådene kommer ind. De frivillige gør begge steder en kæmpe indsats og det er vigtigt, at vi møder flygtningene med ro og omsorg, når de kommer ind. Mange er traumatiserede, har måske mistet et familiemedlem på havet og har været på flugt i mange måneder. Vi vil gerne hjælpe dem alle så hurtigt som muligt. Der er brug for, at vi skynder os langsomt. Der er brug for at skabe noget ro, så der ikke bliver panik. Teamlederne gør et fantastisk stykke arbejde. De prøver at skaffe det nødvendige tøj fra lageret, der er mad, drikke og mulighed for at få fat i en læge. Alle gør en kæmpe indsats og det er prisværdigt. Senere i dag har jeg samtaler med den teamleder, der var med til genoplivningen af en lille dreng, der druknede i bunden af en gummibåd forleden aften. Hun er sej som en okse, har knoklet i månedsvis, men det her slog hende forståeligt ud. Som hun siger: ” jeg begynder at blive deprimeret over dem vi ikke redder”. Jeg har senere debriefing med en gruppe voluntører, der var ude for en traumatisk hændelse i går. Der er i høj grad (også) brug for psykologbistand.

Men først har jeg havnevagt. I havnen kommer kystvagten ind med flygtninge, hvis båd er kæntret eller sunket. De er ofte stærkt traumatiserede og har måske mistet et familiemedlem på havet. De færreste kan svømme og hvis de er uheldige har de fået en redningsvest, der er fyldt med græs og derfor ikke kan holde dem oven vande.  

Når kystvagten redder dem op af vandet bliver de samtidig anholdt og vi må derfor ikke hjælpe dem på havnen, før end de er optalt af politiet. Der er ikke jubel, når de når fastlandet, men lettelse midt i angsten. De beder derfor ikke om, at man tager billeder af dem, før de er varme og har fået noget næring, og jeg har derfor ikke mange billeder.

I går fik vi 65 afghanere ind med kystvagten. Der var rigtig mange børn og de er pakket godt ind i flyverdragter under sejladsen. Når båden synker bliver selv et spædbarn tungt at holde oven vande for en udmattet far, når barnets flyverdragt bliver våd og det er essentielt for at redde børnene, at vi hurtigst muligt får dem afklædt og ind på vores varme kroppe, indtil vi får givet dem tørt tøj på. I går fik jeg fat i en mor med en 6 uger gammel pige. Barnet græd og havde ikke fået mad i otte timer. Forældrene havde ikke spist i fire dage og havde fået ganske lidt at drikke, så moderen var løbet tør for mælk og ville gerne have modermælkserstatning til sit barn. Men på familiens vej op igennem Europa er der ikke mulighed for at sterilisere flasker og flere steder ikke noget modermælkserstatning, så hvis moderen ikke ammer kan hun ikke give sit barn næring. En frivillig gav derfor hurtigt moderen mad og drikke, efter hun havde skiftet til tørt tøj. Jeg tog den grædende baby, fik tøjet af hende, svøbt hende i en jakke og op til min krop. Hun havde vand i ørene og det trykkede hver gang jeg lagde hende ned. Senere blev der fundet babytøj og det lille smukke barn var glad og tilpas, da mor satte sig i et hjørne og begyndte at amme hende. Ret hurtigt løb mælken igen til og lettelsen i moderens øjne var rørende. Alle overlevede og blev kørt fra havnen i godt humør. Det var smukt.

I går aftes fik vi en melding om, at en båd var gået ned i stormen. En helikopter blev sendt ud og vi afventede nyt fra kystvagten omkring hvorvidt der var overlevende. Det var rædselsfuldt vejr med høje vindhastigheder og regnen stod ned. Vi ventede i flere timer. Båden var sunket på vej til Samos. Der var ca 50 om bord, de fleste børn. Der blev ikke fundet overlevende. Nogle gange kan det være svært ikke at blive overvældet af elendigheden.